Jeg er en af de mange tusinde danskere som har psykisk sygdom tæt inde på livet.

Da jeg var 8 år gammel blev min mor for første gang ramt af stress, og siden da har hun fået stillet den ene diagnose efter den anden; depression, bipolar lidelse, psykotisk, paranoid skizofreni, og i dag har hun kronisk skizofreni. At være pårørende til min mor har præget mit liv i høj grad. Jeg er vokset op i en tid, hvor man som pårørende ikke blev anerkendt og inddraget. Hverken i den syges behandling, eller som en enkeltstående gruppe, der også selv har brug for hjælp og støtte. Som familie talte vi sjældent sammen om den psykiske sygdom, i hvert fald ikke med min mor inddraget, og jeg oplevede det som decideret skamfuldt at have en mor med en psykisk sygdom. Dette gjorde, at jeg følte mig meget alene, og selv udviklede psykisk sårbarhed.

Manglende vejledning, viden og støtte kan i den grad siges at afspejle mine erfaringer og oplevelser som pårørende. Selvom der er sket meget siden slutningen af 90’erne, føles livet som pårørende stadigvæk som at slå panden mod muren. Der findes ingen systematisk hjælp til pårørende, hvilket efterlader én i frustration og magtesløshed gang på gang.