Introduktion til den polyvagale teori & den polyvagale stige
Viden om den polyvagale teori har været en central nøgle i min egen helingsproces. Den tilbyder en forståelsesramme for vores adfærd, og har hjulpet mig til at forstå mig selv på et dybere plan. Viden om, hvordan vores autonome nervesystem (ANS) er indrettet, hvor primitivt det er, og hvor insisterende det er (helt automatisk) i ønsket om at passe på os, ville jeg ønske mange flere mennesker vidste om. For det er min erfaring, at med den her viden bliver vi automatisk mere forstående og rummelige over for os selv og andre, og den tilbyder også muligheden for at vælge at stoppe op, mærke efter og handle.
Mit ønske er at være med til at udbrede om teoriens potentiale for selvregulering, heling & personlig udvikling. Fordi vi mennesker er fysiologiske, biologiske og sociale væsener, og vores nervesystemer smitter - og verden har brug for flere regulerede nervesystemer.♡
Kort om Polyvagal Theory
Tilbage i 1990’erne formulerede neurofysiologen Stephen Porges den polyvagale teori. Teorien er baseret på Porges mangeårige forskning om, hvorledes ANS er indrettet, herunder med fokus på vagusnerven, den 10. kranienerve - kroppens største. Den vandrer fra hjernestammen og ned gennem hele kroppen, opdelt i to grene - ventral (forside) og dorsal (bagside). Vagusnerven udgør størstedelen af det parasympatiske nervesystem, som er en del af ANS, og regulerer blandt andet vores åndedræt, fordøjelse og immunsystem. 70-80% af signalerne fra vagusnerven kommunikeres fra kroppen og op til hjernen.
Op til udgivelsen af Porges teori var det en mere binær og forsimplet forståelsesramme af funktionerne i ANS som herskede. En forståelse af, at det er opdelt i to dele; det sympatiske nervesystem og det parasympatiske nervesystem. Kort sagt, du er aktiveret/urolig/mobiliseret - fight/flight respons aktiveret eller også er du i ro - rest/digest respons aktiveret. Med den polyvagale teori kommer en nuancering til dette, fordi den tager udgangspunkt i vagusnervens to grene; ‘den dorsale gren’ og ‘den ventrale gren’. Den dorsale gren er den ældste i ANS, og knytter sig til en frys repons, som gør os immobile. Tilbage i tiden har dette været en smart måde for tidligere arter at forsøge overleve på ved livstruende trussel - at spille død. Den ventrale gren er senest udviklet og er særskilt pattedyr, og dermed også os mennesker. Denne del kendetegnes som ‘det sociale engageringssystem’ - og netop denne komponent er central i den polyvagale teori. Denne del knytter sig nemlig til vores evne til at forbinde os til andre mennesker, på baggrund af en oplevelse/følelse af tryghed. Den ventrale gren bevæger sig på kroppens forside. Blandt andet har den en direkte forbindelse til vores lunger og hjerte samt øverste del af ansigtet, musklerne i halsen, vores stemme og i mellemøret, som alle er funktioner som gør det muligt at aflæse og gå i relation med andre.
Den polyvagale teori argumenterer dermed for at der findes, ikke kun to, men tre, forskellige systemer i ANS, som er ansvarlige for vores måde at fungere og regulere på. (Se overblik over disse længere herunder). Desuden findes der en bestemt forudsigelig hierarkisk opdeling, i forhold til hvordan disse systemer aktiveres i os. Og dette hieraki er som udgangspunkt universelt for alle. (Fortæller jeg mere om længere ned i indlægget)
Teorien er altså banebrydende i forhold til at forstå menneskets adfærd, og hvordan vi passer bedst på os selv og hinanden. Teorien bekræfter, at vi mennesker er relationelle væsner, og at vores sundhed og trivsel afhænger af tryghed og social kontakt.
Overblik over de 3 kredsløb/aktiveringsstadier i det autonome nervesystem
1)Den ventrale gren af vagusnerven - social engagement
Tilstand: glæde, kærlighed, nærvær, tryghed, kreativitet, leg, lethed, ro
kontakt og relationer - samregulering sker her
den nyeste del af nervesystemet
2) Aktivering i det sympatiske nervesystem
Tilstand: spænding, angst, hyperalert, hyperaktivering, raseri, kontrol
fight/flight- respons
mobilisering
den næstældste del af nervesystemet
3) Den dorsale gren af vagusnerven
Tilstand: nedlukning, handlingslammet, følelsesløs, dissociation, skam, depression
frys/ kollaps-respons
immobilisering
den ældeste del af nervesystemet (ca. 500 millioner år gammel)
Den polyvagale stige
Terapeut, forfatter og underviser Deb Dana, som jeg er meget inspireret af, har oversat teorien til klinisk og terapeutisk anvendelse. Dana formulerer og anvender teorien som en stige vi kan klatre og og ned af, i forhold til at kunne regulere os selv. Hun har bl.a. skrevet bøgerne “The Polyvagal Theory in Therapy: Engaging the Rhythm of Regulation (Norton Series on Interpersonal Neurobiology)” & “Anchored: How to Befriend Your Nervous System Using Polyvagal Theory”, som jeg kraftigt anbefaler at læse, hvis du ønsker at integrere teorien mere i din egen helingsproces eller som fagperson i mødet med andre mennesker/klienter.
Når vi dagligt bevæger os mellem de forskellige stadier kan vi ifølge Dana forestille os dem som trin på en stige, vi kan kravle op og ned af. Øverst er den ventrale gren af vagusnerven, hvor vi er social engageret. Når den denne del er aktiveret føler vi os trygge og godt tilpas. Vi er nærværende, nysgerrige og åbne, og kan forbinde os til os selv og andre. Det er optimalt for vores sundhed og trivsel, at vi spenderer mest tid (men absolut ikke alt tid) i denne del af nervesystemet. Så når vi kommer ud af balance vil vi gerne søge at komme tilbage hertil.
Er vi på dette ‘socialiserings-trin’ og vores neuroception* registrerer en trussel bevæger vi os således længere ned af stigen til at være sympatisk aktiveret, som knytter sig til vores kamp/flugt-respons. Her vil vi først forsøge at flygte fra truslen, og dernæst kæmpe, og der produceres en masse energi i kroppen for at gøre os mobile - ‘ready for action’. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, og vores tryghed trues yderligere, bevæger vi os ned til det sidste trin på stigen, den dorsale gren af vagusnerven. Her lukker kroppen ned i en frys-respons og gør os immobile. En tilstand af at spille død eller kollapse. Det er den ældste del og respons i vores autonome nervesystem, ca. 500 millioner år gammel.
Når vi så skal ud af denne tilstand er vi nødsaget til at kravle op samme vej ad stigen som ‘ vi kom ned’. Det sympatiske nervesystem (kamp/flugt) behøver at blive aktiveret før vi kan komme tilbage op til vores sociale engageringssystem, som er der hvor vi føler os trygge, nærværende og rolige.
Side note: For en yogi og yogalærer som mig har denne viden været vanvittig vigtig, for den påstår netop, at det at sætte sig ned og meditere eller hvile, ikke altid er vejen at gå for at opnå indre ro. Ikke hvis din frys-repons er aktiveret. Så behøves energi og bevægelse først, før det er muligt at vende tilbage til social engageret.
Vi går op og ned af trappen flere gange i døgnet
I løbet af en dag bevæger vi os adskillige gange op og ned af stigen, som respons på vores neuroception. Nogle af os befinder os mest i den centrale gren af vagusnerven, og kan forholdsvis ubesværet klatre op af stigen igen, hvis vi kommer ned. Andre kan have svært ved denne fleksibilitet og bevægelighed, og kan sidde fast i enten en kamp/flugt- eller frystilstand, eller en blanding af begge, pga. stress, traumer, kriser og/eller svære livsvilkår. Her har ANS været så meget på overarbejde og i alarmberedskab, at det er blevet dysreguleret. Læs mere om dette i et det her blogindlæg.
*Alt det her sker ikke frivilligt, men via vores neuroception
Vores neuroception beskriver den måde, hvorpå det autonome nervesystem sanser og opsnapper information, uden at involvere de tænkende dele af hjernen. Det sker automatisk uden for vores bevidsthed og kontrol. ANS sanser via vagusnerven bl.a. kropssprog, stemmeføring, øjenkontakt, ansigtsmimik og lyde. Alle disse informationer anvendes til at vurdere om en sitation er tryg eller utryg. Når vores neuroception sanser information om tryghed kommunikerer vagusnerven dette til hjernen, som aktiverer vores sociale engageringssystem. Derimod aktiveres vores alarmberedskab (det sympatiske nervesystem og/eller dorsal vagal) når vores neuroception sanser trussel og utryghed.
Vores neuroception er individuel, og kan ikke kende forskel på, hvad der reelt er en trussel, og hvad der er vores egen personlige tolkning af en hændelse, et menneske eller lignende - præget af tidligere erfaringer, oplevelser og historik. Vores neuroception kan altså let tolke en trussel - selvom der reelt ingen er. Dette ses ved traumer, hvor ANS ser og opfatter alle og alt som farer og trusler, hvilket medfører, at vi hele tiden er i en stressaktivering, som på sigt er meget ødelæggende for vores trivsel og sundhed. Læs mere om de 4 traumeresponser i tidligere blogindlæg.
“Through a polyvagal lens, we understand that actions are automatic and adaptive, generated by the autonomic nervous system well below the level of conscious awareness. This is not the brain making a cognitive choice. These are autonomic energies moving in patterns of protection. And with this new awareness, the door opens to compassion.”
Tryghed er det vigtigste
Den polyvagale teori argumenterer altså for at vi er relationelle væsner, og at vi kun kan forbinde os til andre mennesker, hvis vi er trygge. Tryghed er afgørende for om vi kan bevæge os op af den polyvagale stige efter en stressaktivering. Når vores neuroception sanser en trussel lukkes der ned for vores sociale engageringssystem, og det kan meget nemt blive en ond spiral. For vi har brug for trygge og rolige nervesystemer, for selv at kunne komme tilbage op af ‘stigen’. Vores nervesystemer påvirker hinanden og samregulering (co regulation) med et andet roligt nervesystem kan hjælpe os op af stigen.
Vi kan hjælpe os selv op af stigen
Vagusnerven udgør størstedelen af vores parasympatiske nervesystem. Vi kan derved hjælpe os selv op af den polyvagale stige ved at stimulere vagusnerven. Så 100% afhængige af andre til at skabe ro og afspænding i kroppen er vi ikke - vi kan selv påvirke.
Dette kan vi bl.a. via:
dyb og rolig vejrtrækning
aktivering af vores sanser; lugt, smag, høre, taktil
sang og nynnen
være i naturen
blid yoga
mindful bevægelse
Hvorfor er det vigtigt at kende til den polyvagale teori?
Teorien handler i bund og grund om vores adfærd. Om hvordan vi processerer stress og, hvordan vi fungerer og regulerer os selv. Viden og forståelse om alt dette har som sagt været uundværlig i min egen helingsproces, og ud af mange års dysregulering.
At lære sit eget nervesystem at kende kan være et livsvigtigt værktøj for at kunne hjælpe sig selv i mere ro og kontakt. Stress, traumer, kriser, belastning, lidelse… Det er alt sammen en del af at være menneske. Uddannelse i den polyvagale teori kan være en stor hjælp til at forebygge alvorlig sygdom og hele traumer. Den tilbyder ligeså redskaber til, hvordan vi selv kan påvirke og tage ansvar for vores egen sundhed og trivsel samt hvordan vi passer bedst på hinanden.
Og i denne tid, anno starten af 2023, er mange menneskers tryghed truet bl.a. pga. krig, energikrise, klimakrise etc. For mig at se, er det derfor vigtigere end nogen sinde, at vi hjælper os selv og hinanden med at regulere vores neresystemer.
