Hvad er selvregulering? Regulering af nervesystemet

Hvad er det?

Vi er naturligt selvregulerende! Selvregulering er i sin essens evnen til at bevæge sig fleksibelt mellem forskellige indre tilstande, som reaktion på ydre og indre stressorer.

Vores autonome nervesystem danner grundlag for vores levede liv - det er så at sige hele vores styresystem. Det er evolutionært udviklet til at scanne verden for farer og trusler, i ønsket om at sikre vores overlevelse. Man kan sige, at vores nervesystem hele tiden er på udkig efter at holde os trygge (hvor fantastisk er det ikke?), og reagerer instinktivt når det registrerer og sanser utryghed og trusler. Når dette sker sendes der besked op til hjernen, og nervesystemet reguleres, alt afhængig af, hvad det sanser der er behov for af stressrespons - KAMP, FLUGT eller FRYS. Når faren/truslen har passeret vil et sundt og fleksibelt nervesystem regulere sig selv tilbage til baseline - en tilstand af mere tryghed, nærvær, åbenhed og kontakt.

Vil det så sige, at maskinerriet bare kører helt ubesværet af sig selv?

Nej, desværre. Måske for nogle få, men for de fleste af os, nej. For det som er væsentligt at vide, ikke kun om sig selv, men også om andre, er at de fleste af os har et nervesystem, hvis naturlige reguleringsevne er ude af takt. Man kalder det et dysreguleret nervesystem.

Fordi…

Selvregulering er noget vi allerede lærer i de første af vores leveår. Vores evne til at selvregulere afhænger i store træk af samspillet mellem vores mor (og betydningsfulde andre) og os. Vores tidlige erfaringer med vores omsorgspersoner har dermed betydning for, hvordan vi oplever os selv og andre mennesker. Om vi føler os trygge, og dermed oplever verden som et rart og sikkert sted, eller om vi oplever, at vi ikke kan have tillid til andre, og derfor ser verden som et farligt sted med potentielt utrygge og fjendtlige andre mennesker. Omfanget af vores tidlige erfaringer sætter sine spor i vores autonome nervesystem og dermed vores evne til selvregulering.

Derudover SKER LIVET.

Parallelt med at vi vokser op oplever vi belastning af forskellige grad - dette kan ikke undgås. Små og store traumer sætter sig individuelt som prægninger i vores nervesystem og hindrer dets naturlige evne til selvregulering. Mange af os havner i en ond spiral, hvor nervesystemet mere eller mindre konstant er i øget alarmberedskab - heraf dysreguleret. Et dysreguleret nervesystem opfatter trusler når der reelt ingen er, opfatter andre mennesker som utrygge, selvom de vil vores bedste, og kan ikke
finde ud af at regulere os op eller ned, fordi det ‘sidder fast’ i en eller flere stressresponser. Og at leve livet herfra er utrolig invaliderende for vores sundhed og trivsel, og begrænser vores livsudfoldelse og livsglæde.

Så hvad nu… Må vi bare acceptere livets vilkår og lære at leve dysreguleret?

Nej det behøver vi ikke. For udvikling og forandring er muligt, og vi kan selv, og med hjælp fra andre, hjælpe vores nervesystem tilbage i balance (homøostase). For selvom alle disse selvregulerende processer sker automatisk, uden for vores bevidste kontrol, har vi dog mulighed for at påvirke og prikke til, at nye neurale veje kan opbygges og de gamle blive slettet.

Mange eksperter argumenterer for, at den mest effektive vej til at genskabe nervesystemets naturlige reguleringsevne sker via kroppen. Fordi nervesystemet bor i kroppen - og fordi det er nervesystemet som sanser, fornemmer og opsnapper alt information, for derefter at sende besked videre til hjernen. Vi er så meget mere krop end de fleste af os går og tror.

Et sted at starte en selvreguleringspraksis kan derfor være bringe fokus til kroppen, og de sansninger og fornemmelser som hele tiden bevæger sig i kroppen. Måske er det at starte med at lægge mærke til kroppens temperatur - er den kold eller varm? Måske er det at lægge mærke til at kroppen trækker vejret? Måske kan du spørge dig selv “ Hvad mærker jeg i min krop lige nu? Og give dig selv lov til at lytte, sanse og mærke efter, uden at dømme.

Der findes mange gode teknikker og strategier, og NO SIZE FITS ALL. Det handler om at være nysgerrig og mærke efter, hvad der fungerer og ikke fungerer, og tage det ganske stille og roligt. For det her er intet quick fix, nærmere et slow fix, men det virker.

Kroppen er nu engang så forundrende fantastisk.